Melanie Kjærbøl stod med det ene ben ude af ekspeditionen, da Pete Larsen fik mulighed for at sælge hende til Hold Nord.
Selvom det for de fleste ville være en dårlig ting at skrifte hold, så klappede Melanie inderst inde i hænderne over Petes afgørelse, da hun samtidig fik en fredning ved førstkommende ø-råd.
Artiklen fortsætter under videoen.
Melanie følte sig nemlig ikke velkommen på Hold Syd, og i dagens afsnit ser man også første gang en reaktion fra Melanie, der har det svært på øen.
– Det er meget lidt, der bliver vist i de tidligere afsnit af, hvordan de andre er over for mig, og hvordan jeg egentlig går og har det på Hold Syd. Som seer lægger man nok ikke særlig meget mærke til det, så jeg forstår godt, hvis min reaktion kan virke lidt pludselig, siger Melanie til HER&NU og tilføjer:
– Jeg er en meget observant person og er ret god til at læse et rum. Jeg lægger mærke til stemninger, blikke, kropssprog og dynamikker mellem mennesker og kan hurtigt fornemme, når noget ændrer sig. Derfor gik der heller ikke lang tid, før jeg kunne mærke, at der var nogle bestemte relationer og taktikker på Hold Syd, som jeg ikke selv var en del af.
Melanie oplevede ikke kun at være udenfor på det taktiske område.
– Jeg oplevede ret hurtigt, at jeg blev gjort til det sorte får på holdet. Samtidig savnede jeg en oprigtig interesse for at lære mig at kende, og det gjorde faktisk mere ondt, end jeg havde forventet. Jeg er normalt meget social og god til at komme ind på livet af mennesker, så det var en ret mærkelig oplevelse at føle, at nogle nærmest havde besluttet sig for, hvem jeg var, før de egentlig havde lært mig at kende, fortæller Melanie. Kæmpe lettelse
Allerede da Heidi og Sarah blev stemt til at skulle fra Hold Syd til Hold Nord havde Melanie overvejet at melde sig selv. Men i øjeblikket frøs hun. Det var derfor en lettelse, da Pete tog valget på hendes vegne i dagens afsnit.
– Da Pete vælger, at jeg skal skifte gruppe, føles det selvfølgelig som en kæmpe lettelse. Man kan aldrig føle sig sikker i "Robinson Ekspeditionen", men han gav mig en mulighed for at stå mere sikkert i min videre ekspedition. På den måde synes jeg faktisk, at han redder min ekspedition i det øjeblik – men det var stadig op til mig selv at få noget ud af den mulighed. Jeg tænkte egentlig bare: 'Okay Melanie, du får en chance mere. Nu skal du lære af det, der skete på Hold Syd og gøre det anderledes på Hold Nord', forklarer Melanie.
Melanie så sit holdskifte som en oplagt mulighed for en ny start, og hvordan hun klarer sig på Hold Nord, kan man følge med i hver mandag kl. 20.00 på TV3 eller på Viaplay.
(0)Comments